Frans Andersson

Frans Andersson

Frans Otto Anders Andersson, kammersanger, der var søn af gartnermedhjælper Otto Edvin Andersson og hustru Agda Elisabeth Andersson, gik som ung i lære som gartner. I 1934 opsøgte han den berømte Vilhelm Herold, som sammen med Lincke påtog sig uddannelsen af hans helt usædvanlige stemmemateriale. I årene 1941-1951 var han ansat på Det kgl. Teater og debuterede som Crown i "Porgy and Bess" i 1943. I 1951 bragte hans iltre temperament ham på kant med operaledelsen. Han brød med Det kgl. Teater og gjorde international karriere, bl.a. ved flere tyske operaer. Fra 1952-1961 var han knyttet til Köln-operaen. I 1957 blev han udnævnt til kammersanger ved Berlins Statsopera. Han vendte dog flere gange tilbage til Det Kongelige Teater som gæst. Han gæstede også Covent Garden i London, Statsoperaen i Wien og Wagner-festspillene i Bayreuth, hvor han havde opgaver bl.a. som Alberich i "Nibelungens Ring" i 1958 og som Kurwenal i "Parsifal" i 1959. Efter 1960 fik han igen opgaver på Det kgl. Teater bl.a. hovedrollen i "Don Giovanni", Kong Filip i "Don Carlos" og som Saul i "Saul og David". Som sin tids betydeligste baryton-sanger sang på Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera i store partier i "Boris Godunov", "Den Flyvende Hollænder", "Tosca", "Jægerbruden" og som Marsk Stig i "Drot og Marsk". En tid var han især kendt for Giro 413-klassikeren "Jerusalem" eller "Den Hellige Stad", som indspillet på plade blev en landeplage. Han trak sig tilbage fra scenen i 1969. En overgang måtte han ernære sig som købmand, landbruger og fabrikant. Frans Andersson, der var Århus studenternes æreskunstner tilbød i 1964 boligsøgende studenter ved Århus Universitet værelser på sin feriegård på Helgenæs til en pris langt mindre end tilsvarende værelser i Århus by. Frans Andersson blev gift den 20. januar 1938 i Frederiksberg Slotskirke med kontorist Petrea Christiane Ludovika Hald (07-02-1912) og siden med Rita Bartos. Begge ægteskaber opløstes og i 1978 giftede han sig med skuespillerinden Helen Mathiasen.
Kendt for: Acting
Fødselsdag: 1911-05-23
Fødested: København
Også kendt som:

Filmliste over Frans Andersson